
OperArkitekterne
EKKO - en opera af OperArkitekterne med musik af
Josefine Opsahl og libretto af Alvina Chamberland
EKKO
En afsøgning af kærlighed og nye klangfarver
Hvad er kærlighed – og hvilke stemmer kan synge opera? Med udgangspunkt i myten om Ekko og Narcissus undersøger og udvider det helt nye værk EKKO af OperArkitekterne den klassiske operas og kærlighedsfortællings udfoldelsesrum.
Nymfen Ekko og den smukke yngling Narcissus kunne ikke få hinanden. Begge blev de forbandet af Hera, og hvor Ekko dømtes til for evigt kun at kunne gentage andres udsagn, kunne Narcissus ikke længere elske andre højere end refleksionen af sig selv. Den evigt fascinerende myte om gudernes luner og den fortabte kærlighed danner afsæt for dette nykomponerede værks undersøgelse af kærlighedens væsen og udfordring af operagenrens snævre roller og begrænsede stemmetyper.
Dragende solister og vokalperformere forvandler, med et længselsfuldt, sanseligt udtryk og i samspil med strygere, slagtøj, klarinet og horn, myten i en flydende, kompromisløs og poetisk bevægelse fra den klassiske operas narrative fortællestil til en abstrakt og åben form, hvor alt kan ske. EKKO skubber til vores begrænsende idéer om kunst, køn og kærlighed og frisætter operagenren i et nyt performativt klangrum.
EKKO er første del af en operacyklus skabt af komponist Josefine Opsahl og dirigent Rose Heiberg, der sammen som OperArkitekterne arbejder for en samtidsnær og divers operagenre med plads til flere køn, stemmer og kroppe. Med et kærligt nik til en stærk operatradition ønsker kompagniet at bygge videre og skabe nyt med afsæt i meget af det smukke, som opera allerede er.
FORESTILLINGER
HOLDET BAG
Komponist Josefine Opsahl
Librettist Alvina Chamberland
Dirigent Rose Heiberg
Instruktør Nasim Aghili
Scenograf Maja Ziska
Koreograf Beck Heiberg
Performere
Aaron Josi Sternbauer, Alexis Daumerie, Danica Dimefox,
Joel Valois, Katinka Fogh Vindelev, Simon Sumal & Steffen Jespersen

STØTTE
EKKO er produceret af OperArkitekterne i samarbejde med Teater Momentum og præsenteres af Copenhagen Opera Festival og Den Fynske Opera.
Med støtte fra

KONTAKT
For spørgsmål om billetter, spilledatoer, adgangsforhold og anden praktisk information – kontakt venligst Teater Momentum, Den Fynske Opera
eller Copenhagen Opera Festival.